2021 PSI, Ribera del Duero
Kraftfuld men samtidig saftig og elegant med rigelige blide tanniner og noter af moden frugt, urter og kirsebær.
Først i 1982 blev Ribera del Duero anerkent med Denominacion de Origen, også kaldet DO, svarende til Frankrigs A.O.C.- betegnelse. Ribera del Duero ligger midt i Spanien på den gigantiske højslette Castilla Y Leon. Der er brændende varmt midt på dagen om sommeren og isnende koldt om natten samt om vinteren. Dette barske klima er netop årsagen til, at den lokale Tempranillo-drue kan frembringe så komplekse og karakterfulde vine.
Dominio Pingus blev etableret i 1995 af danske Peter Sisseck, der kaldes "Ping" af familien, som et hobbyprojekt ved siden af Hacienda Monasterio. I bund og grund er han en handlingens mand, der kan have svært ved at vente på beslutningstagere. Han fandt en "lille" mark, der blev anlagt i 1929 i Ribera del Duero. Allerede første fadprøve af første årgang Pingus fik maksimale point af Robert Parker, hvilket straks satte efterspørgslen i vejret. I dag laver han også Flor de Pingus og PSI.
PSI laves udelukkende på Tempranillo fra gamle stokke. PSI startede i 2007, hvor Peter Sisseck betaler de lokale bønder gode priser for druer af høj kvalitet fra gamle stokke – Med højere priser kan det nemlig betale sig for vinbønderne at dyrke deres gamle stokke med topkvalitet for øje. Druerne til PSI høstes på forskellige parceller inden for Ribera del Duero.