2022 Puragioia, Nero di Troia, Puglia, Antica Enotria
Mediumfyldig og blød stil med lette tanniner og en let saltet kant, duften byder på mørkerøde bær og krydderier, mens smagen afsluttes med et diskret krydret og saftigt præg.
I det sydligste Italien ud mod Adriaterhavet, fra Molise i nord og ned mod den stiletlignende sydøstlige spids, ligger Apulien (Puglia). Dette område har gennem det seneste årti frembragt nogle af det stolte vinlands mest bemærkelsesværdige vine. Grundet lave produktionsomkostninger og gunstige dyrkningsforhold har området i stigende grad fået tilført risikovillig kapital, og det vælter nu frem med flotte og særdeles prisvenlige vine. Området har oplevet en sand renæssance og stor efterspørgsel efter dets kraftige og solmodne rødvine, primært lavet på Primotivodruen, der siges at være identisk med Californiens modedrue Zinfandel. Området er opdelt i 8 forskellige DOP’er: Alezio, Brindisi, Copertino, Leverano, Matino, Nardó, Salice Salentino og Squinzano.
Antica Enotria blev grundlagt i 1993 af Raffaele Di Tuccio og hans hustru Antonia, der ønskede at skabe en bæredygtig og autentisk vingård i Apulien. De forlod deres hjemegn i Basilicata for at finde mere frugtbar jord, og i den maleriske landsby Cerignola købte de den historiske gård Masseria Contessa Staffa, en bygning fra 1700-tallet. Allerede i 1997 var Raffaele fuldt indstillet på at omlægge til økologi og i dag råder vingården over 12 hektar økologiske marker beplantet med både vin, grøntsager og frugt. Siden 2006 har Raffaeles søn, Luigi, drevet vingården sammen med sin kone Valentina, og de er fortsat engageret i at producere vin og fødevarer, der afspejler deres dybe respekt for naturen.
Druerne til denne vin stammer fra vinmarker, der ligger på de lerede og kalkholdige jordbunde i Puglia, ikke højt over havniveau og nær kysten mod Adriaterhavet, hvilket bidrager med salte vinde og køligere briser. Den lokale Nero di Troia minder lidt om en fyldig Barbera, med rigdomme fra de solbeskinnede vinmarker.