2021 Chardonnay Russian River, Ramey, Californien
Ren, mineralsk og fyldig med noter af pære, æble, citrus og hints af vanilje fra lagringen.
Området Sonoma har på mange måder levet et stille liv i skyggen af det mere kendte Napa Valley. Der er åbenlyse geografiske og mikroklimatiske forskelle mellem de to områder, der ligger en god halv times kørsel fra hinanden. Sonoma er i høj grad under indflydelse af vind og vejr fra Stillehavet. I Sonoma har man en jordnær tankegang, her lader man produkterne tale for sig selv uden at ”råbe” alt for meget op.
David Ramey regnes for at være blandt de førende vinmagere i Californien, og omtales ofte rosende for sin pionerånd og betydning for vinbranchens rivende udvikling og modernisering gennem de seneste 20 år. Hos Ramey er man tilhænger af terroirbegrebet, hvilket vil sige, at nuancer og forskelle mellem to forskellige vine lavet på samme drue og efter identiske forskrifter afspejler forskelle i terroir (jordbund, soleksponering, vind og nedbør). I 2021 blev Ramey Wine Cellars til et reelt familie vineri, da Claire og Alan Ramey, Davids børn, fik den delte titel som Co-Presidents for foretagendet.
Druerne kommer fra 4 særligt udvalgte vinmarker, hvor jordbunden er forholdsvis fattig, hvilket fører til mere koncentration i druerne. Vinstokkene er plantet mellem 1969 og 2006.