2023 Riesling Schoenenbourg Grand Cru, Hunawihr
Tør, ligetil og livlig riesling der åbner sig i en kraftfuld og rig stil med flotte noter af frugtig pære og fersken og et behageligt "bid" fra blodappelsin. Super mineralitet, balance og båret af en flot rank syre.
Distriktet Alsace ligger langs Rhinen i det nordlige Frankrig, tæt på Tyskland og nord for Schweiz. Det strækker sig langs Vogeserbjergene i syd ved Mulhouse til Strasbourg i nord. Der produceres næsten udelukkende hvide vine i Alsace, som betegnes som et af de smukkeste vindistrikter i verden med sine små maleriske vinbyer og overdådige natur, gastronomi og kultur.
Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, og de første vine blev fremstillet i 1955. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stk. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, de plejede. For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe en cave coopérative (andels-vinbrug), så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden. Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 ha vinmarker i begyndelsen til over 200 ha i dag.
Nord for Riquewihr står vinstokkene med syd og sydvestlig eksponering på de stejle skråninger på Schoenenburg i op til 380 meters højde over havet. Jordbunden er særligt veldrænet og består af kvarts, mergel og grus. Schoenenburg har været berømt for at producere de fineste druer siden middelalderen der bliver til kraftfulde og rige vine.