Bourgogne har været "vinland" siden det 2. århundrede og strækker sig fra Chablis i nord til Beaujolais i syd. Sydøst for Chablis ligger Côte d'Or, der er opdelt i to dele: Côte de Nuits og Côte de Beaune og går man længere syd finder man Côte Chalonnais, Mâconnais og sidst Beaujolais.
Der er langt imellem de vinproducenter, der fremstiller lige så gode rødvine som hvidvine, men Jean-Marc Boillot er en af disse sjældenheder. Jean-Marc Boillot lærte sit håndværk hos sin morfar Étienne Sauzet, og han opnåede yderligere erfaring, da han i 1984 blev direktør og winemaker ved Olivier Leflaive. I 1990 overdrog hans mor, som var enebarn af Sauzet, domainet til sine 3 børn, og utvivlsomt ansporet af den selvtillid, han havde fået ved at arbejde for Olivier Leflaive, udskilte Jean-Marc sin andel og begyndte at drive sin egen virksomhed. I dag driver han firmaet med sin datter Lydie og søn Benjamin.
1er Cru Les Referts ligger ved foden af skråningen i det nordlige Puligny-Montrachet med en højde på 240 meter over havets overflade og en sydøstlig eksponering. Jordbunden er primært sammensat af ler og kalksten, hvilket giver vinen en dyb og kompleks smagprofil med mineralitet og finesse. Vinstokkene blev plantet tilbage i 1951-1960, hvilket giver rødderne en imponerende dybde, der afspejler sig i vinens karakter og kompleksitet.