2019 Pintia, Toro
Mørk, dyb, koncentreret og kompleks med rigelige afrundede tanniner og noter af mørke bær, ristet træ, chokolade og krydderier.
Duero-floden har sit udspring midt i Spanien på højsletten Castilla Y Leon. På sin vej til udmunding ved Oporto, efter at den har skiftet navn til Douro ved grænsen til Portugal, gennemløber den 3 af Spaniens mest spændende vindistrikter. Ribera del Duero har selvfølgelig allerede høstet sin del af hæderen, Rueda er Spaniens store “hvide” håb, og lige inden grænsen til Portugal, ligger det seneste skud på stammen af lovende vindistrikter, Toro. De klimatiske forhold i området er dramatiske med meget varme somre og kolde vintre. Den årlige gennemsnitlige nedbørsmængde når sjældent over 400mm. Sommerens varme dage afløses af kolde nætter, og dette er en af faktorerne til vinenes kompleksitet.
Pintia er et projekt, som Alvarez familien påbegyndte, under fanen Tempos Vega Sicilia, i 1996. Alvarez startede deres færd med Vega Sicilia, så Alion og Pintia. I dag ejer de også Macan og Oremus i Ungarn. Alvarez havde flere gange set potentialet i jordbunden nær Duero-floden, så derfor var det nærliggende at sætte ind i Toro. De opkøbte enestående gamle parceller i området, og råder nu over i alt 96 hektarer. Halvdelen af markerne var allerede beplantet med optil 45 år gamle vinstokke.
Der laves kun en vin fra Pintias 98 hektar i Toro. Pintia blev grundlagt i 2001 og vinen laves af chef winemaker Gonzalo Iturriaga, der også står bag kultvinene fra Vega Sicilia, Alion og Macan. Vinmarkerne til Pintia ligger på kanten af floden Douro i Toro regionen i Spanien, og ligger på en højde af 700-800 meter over havets overflade med en jordbund af lerjord og kalksten. Stokkene er plantet i midten af 80’erne og står med kun 1.000 planter per hektar (mod op til 10.000 i Bordeaux), så rodnettet har bedst mulige betingelser for at søge næring.