2023 Riesling Scharzhofberger Kabinett, Egon Müller
Elegant, læskende og halvtør med noter af gule mirabeller, våd flint, friske kamilleblade og en flot rank syre.
Officielt kaldes distriktet Mosel-Saar-Ruwer med navnene på to af Mosels bifloder taget med. Her findes nogle af de nordligste kommercielle vinmarker i Europa på utroligt stejle bjergskråninger. Undergrunden domineres af ufrugtbar skifer, og der dyrkes hovedsageligt Riesling.
Weingut Egon Müller blev etableret tilbage i 1797, da Jean-Jacques Koch frikøbte stedet af den franske republik. Hans datter blev senere gift med Felix Müller, og siden har ejendommen båret familienavnet Müller - de sidste 4 generationer endda Egon Müller, fordi den ældste søn for nemheds skyld har fået sin fars navn. Siden 1991 har det således været Egon Müller den IV, der har holdt legenden vitalt i live. Det er Stefan Fobian, der er ansvarlig for vinfremstilling, og i kælderen leder man forgæves efter moderne teknologi. Alt er meget traditionelt og funderet på mange overvejelser om de forskellige høsttidspunkter, omhyggelig udvælgelse af de druer som stadig er sunde og så den største omhu når frugten skal veksles til vin. Her er ingen fremmede gærkulturer og det er efteråret der sørger for den rette temperatur i kælderen hvor det stadig er store gamle fade som regerer. Fade, der oftere repareres end erstattes, fordi smagen af eg ikke er velkommen hos Egon Müller. Det er 8,5 ha. på det berømte Scharzhofberg, der ligger et par 100 meter fra Saar-floden og 12 km. fra det sted hvor floden løber ud i Mosel, der er juvelen hos Weingut Egon Müller.
Denne er signaturvinen i Egon Müllers portfølje. Druerne kommer fra den stejle syd/sydvest vendte vinmark, Scharzhofberger, hvor stigningen er op mod 60%.