Domaine de la Romanée-Conti
Domaine de la Romanée-Conti, som vi kender det i dag, blev skabt af Jacques-Marie Duvault- Blochet. Selve hovedsektionen af ejedommen har en historie, som går mere end 8 århundreder og 9 ejere tilbage. I det 12. århundrede var ejendommen ejet af den lokale familie Vergy. I 1631 blev den solgt til M. Croonembourg, som ændrede navnet til Romanée og skabte husets gode renommé. I 1760 blev huset solgt til en af kongens slægtninge – Louis-François de Bourbon – Prinsen af Conti. Han tilføjede sit navn til La Romanée, og huset har heddet la Romanée-Conti lige siden. Prinsen måtte emigrere under den Franske Revolution, hvorefter huset blev solgt som offentligt eje i 1793. Indtil 1869 skiftede det ejere nogle gange, hvor M. Duvault-Blochet købte det, og grundlagde det meste af det, som vi i dag kender. Det var bl.a. ham, der købte dele i Richebourg og i de to Echézeaux marker. I dag ledes Domaine de la Romanée-Conti af Aubert de Villaine og Henri Roch. De Villaines far og Rochs morfar købte ejendommmen i 1942.
Ideelle marker
Domaine de la Romanée-Conti ejer vinmarkerne – la Romanée-Conti og la Tâche - som “Monopole”, hvilket vil sige, at de er eneejere af disse marker. Desuden har huset dele i Richebourg, Grands Echézeaux, Echézeaux og Romanée-St.-Vivant, samt en lille del i le Montrachet. Markerne ligger ideelt. De får den rette sol i et veldrænet terræn. Jordbunden består hovedsageligt af jernrig kalksten på et lag af mergel, klippestykker og småsten.
Biologisk vinbrug og håndplukkede druer
Vinbruget i Domaine de la Romanée-Conti er overvejende biologisk, hvilket betyder, at man ikke bruger nogen form for kunstig gødning eller behandling i markerne. Formålet er at skabe en naturlig balance i jorden, således at den kan bidrage til vinstokkenes styrke. Afskaffelsen af alt andet end lige netop det strengt nødvendige i vinbruget, en meget selektiv udvælgelse af de bedste stokke samt en meget streng beskæring gør, at høstudbyttet bliver meget lavt i forhold til andre vinhuse. Alle druer håndplukkes under en høst, der går i gang mindst 1 uge – men ofte 14 dage – efter alle andre er startet. Før høsten har man haft en passage de nettoyage (udrensningspassage), hvor ejendommens kompetente personale arbejder sig gennem rækkerne og klipper alle drueklaser fra, der er under standard. Efter høst sorteres druerne endnu engang manuelt, for at slippe af med de druer, der enten er rådne eller ikke er modne. Vinene modnes i helt nye egetræsfade fra François Frères i Saint-Romain, hvis træ hovedsageligt kommer fra Vosges skovene.
Placering
Placeringen kan ses som map visning eller satelit - få alle detaljerne med.
Sortiment og vinbeskrivelser
Vi har for tiden følgende vine fra Domaine de la Romanée Conti i sortimentet: