LEVERANDØR I FOKUS

Pintia
Toro, Spanien
Pintia
Leverandørinformation

Duero-floden har sit udspring midt i Spanien på højsletten Castilla Y Leon. På sin vej til udmunding ved Oporto, efter at den har skiftet navn til Douro ved grænsen til Portugal, gennemløber den 3 af Spaniens mest spændende vindistrikter. Ribera del Duero har selvfølgelig allerede høstet sin del af hæderen. Rueda er Spaniens store "hvide" håb, og lige inden grænsen til Portugal ligger det seneste skud på stammen af lovende vindistrikter Toro.

Vega Sicilia
I 1859 overtog Don Eloy Lecanda Vega Sicilia efter sin far. Han interesserede sig meget for vinbrug og tog i 1864 til Bordeaux for at købe vinstokke. Han købte 18.000 stokke Cabernet Sauvignon, Carménère, Malbec, Merlot og Pinot Noir. Vinstokkene blev omtalt som "eksotiske planter til et anerkendt brug" af de spanske myndigheder. I 1888 kom Don Eloy Lecanda i økonomiske vanskeligheder, og i 1903 måtte ejendommen overgå til Antonio Herrero Velázques-Duró. Vinkældrene blev imidlertid lejet ud til Palacio-brødrene, som ansatte "Txomin" (Domingo Garramiola) til at lave vin for dem. Han blev på stedet, da lejemålet udløb og begyndte at skabe årgangsvine for Herrero-brødrene. I løbet af 20erne opnåede Vega Sicilia sin første store berømmelse og fik adskillige priser. Vinbruget var imidlertid ikke rentabelt, og det blev solgt igen i 1952. Det skiftede ejere et par gange indtil 1982, hvor familien Alvarez, som også er de nuværende ejere, overtog det.

Toro
Det nye håb har dog ældgamle rødder. For mere end 800 år siden stod der Toro-vine på bordene hos de adelige i Salamanca og hos kongen af Castilien. Den nye ære er dog først nu ved at tage form, og det kvalitetsløft, som så tydeligt smages i vinene, har været mindre end 10 år undervejs, fremtidsudsigterne er derfor ubegrænsede. Det har mange af Spaniens mest fremsynede vinfirmaer naturligvis opdaget, og de står derfor i kø for at sikre sig de bedste ”pladser” i Toro. Heriblandt Vega Sicilia der før har kastet sig ud i store projekter (Alion) med megen succes. Vega Sicilias Toro ejendom har man valgt at kalde Pintia, navnet på en forhistorisk by ikke langt fra Alion i Ribera del Duero.

Når Vega Sicilia beslutter sig for et nyt projekt, går man uhyre grundigt til værks. Intet overlades til tilfældighederne, og stort set alle sten vendes flere gange. Siden 1997, hvor beslutningen blev truffet, har man derfor opkøbt enestående parceller i området, og råder nu over i alt 96 hektarer. Halvdelen af markerne var allerede beplantet med optil 45 år gamle vinstokke. Den resterende del er beplantet med 1. kvalitets rodstokke. Opførelsen af det imponerende vingård tog sin begyndelse i år 2000 og i efteråret 2003 var det endnu ikke færdigt. Sideløbende med de enorme investeringer i nyt udstyr har teamet omkring Pintia eksperimenteret med et væld af parcel-blandinger samt ”prøvekørt” mere end 30 forskellige fadtyper. Ambitionerne er naturligvis tårnhøje. Pintia skal indenfor få år være et af områdets bedste vingårde. Der er dog noget der tyder på, at man allerede med første årgang, 2001, har placeret sig i den absolutte elite.

De klimatiske forhold i området er dramatiske med meget varme somre og kolde vintre. Den årlige gennemsnitlige nedbørsmængde når sjældent over 400mm. Sommerens varme dage afløses af kolde nætter, og dette er en af faktorerne til vinenes kompleksitet. De anvendte druer er alle Tinta de Toro, en meget nær slægtning til Tempranillo og Tinto Fino.

Pintia er en særdeles komplet, nuancerig og robust vin. Chef-vinmager på både Vega Sicilia, Alion og nu også Pintia, Xavier Ausás López de Castro, føler selv, at Toro vinen måske er hans mest magtfulde vin. Efter alt at dømme går vinene fra Pintia en særdeles lovende fremtid i møde.


Vi har for tiden følgende vine fra Pintia i sortiment:

Røde:
· Pintia  Hent beskrivelse 
 

 
Senest opdateret: 1. marts 2010
Corte Moschina
Corte Moschina
Når man taler om Venetoregionen er Gardasøen, operaen i Verona og Venedig nok de mest umiddelbare tanker hos de fleste. Vinmæssigt set har det nordøstlige hjørne i Italien dog også meget at byde på. Soave, Valpolicella, Amarone og Recioto er blandt landet...
Insidernyt
Få nyheder og tilbud direkte til din mailbox. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.