LEVERANDØR I FOKUS

Tenuta di Nozzole
Chianti, Toscana, Italien
Tenuta di Nozzole
Leverandørinformation

Chianti er beliggende i det centrale Italien mellem Firenze og Siena. Landbrug og vinbrug dominerer denne skovklædte region. Distriktet er meget bakket og ligger i en varierende højde mellem 250-600 m over havet. Klimaet er kontinentalt, dog uden for store temperatursvingninger. Chianti er et distrikt, hvor der produceres virkelig gode vine, samt ikke at forglemme den verdensberømte olivenolie.

Folonari familien gik ind i vinindustrien i begyndelsen af det 18. århundrede. Deres vine kom fra landbrugsejendomme og vingårde i Toscana, og fra Puglien i det sydlige Italien. Det egentlige vendepunkt kom i 1913, da familien købte vinfirmaet Ruffino, som i dag har udviklet sig til en af Italiens giganter med en årlig produktion på tæt ved 24 mill. fl., svarende til ca. 1/7 af det totale årlige vinforbrug i Danmark.

Efter sin eksamen i agronomi fra universitetet i Firenze sluttede Ambrogio Folonari sig til familievirksomheden. Da den nye generation senere skulle overtage ledelsen af det patriarkalske familiedynasti, opstod der imidlertid en række interne problemer. Autoritet og hierarki udviklede sig til egentlige konfliktårsager mellem Folonaris 7 brødre og 7 fætre. Bruddet kom i juni 2000. Familien blev splittet og guldet vejet af. Folonari og hans søn Giovanni, hans brødre Italo og Alberto og Albertos søn Guido, forlod firmaet med 50 mill. dollars på lommen. Med i skilsmissen fik de endvidere en række af Toscanas top-ejendomme som blandt andet inkluderede Cabreo og Nozzole i Chianti Classico.

Ambrogio Folonari havde åbenbart videregående planer, for knap var blækket fra underskrifterne på dokumenterne om formuefordelingen tørt, før Ambrogio frikøbte sine to brødre og nevø. Sammen med sin søn, som er vinuddannet fra Davies universitetet i Californien, etablerede Ambrogio Folonari det nye firma under navnet tenute di Ambrogio e Giovanni Folonari.

Som supplement til ovennævnte vingårde købte de yderligere Tenute de Novacuzzo i Friuli, Tenuta Vigne a Porrona i Montecucco (Grosetto) og Campo el Mare på Italiens "guldkyst" Bolgheri. I begyndelsen af 2002 erhvervede de Montalcino ejendommen La Fuga, og bragte dermed det totale antal hektar under vinstokke op på 360 hektar.

Ny investering, udvikling og ekspansion er Folonaris recept eller opskrift på vejen til økonomisk succes. Moderne vindyrkningsteknikker, herunder beskæring, opbinding, klaseudtyndning, bedre udvælgelse, klonudvikling og selektering er emner, som indgår i Folonaris bestræbelser på at optimere kvaliteten, og som efter hans vurdering burde efterstræbes af langt flere vinproducenter. Italiens styrke ligger i landets oprindelige druesorter. Han er overbevist om, at en bedre klonudvælgelse af unikke druesorter med tydeligt særpræg som Sangiovese, Nebbiolo, Nero d'Avola, Montepulciano, Primitivo og negroamaro vil medføre en markant forbedret kvalitet og samtidig være i stand til at tage kampen op med vinene fra den nye verden.

Folonari ønsker at gøre appellationssystemerne DOC og DOCG mere fleksible, således at der tages betydeligt mere hensyn til de såkaldte premiumvine eller supertoscanere som nu er kategoriseret under IGT (en overbygning af Vino da Tavola). I samarbejde med Frescobaldi og Antinori foreslog han for nylig en ny generisk Toscansk DOC, men vindyrkernes organisationer i Chianti Classico, Brunello di Montalcino og Montepulciano afviste forslaget som alt for vidtgående.

Med tre så stærke personligheder i spidsen for fremsyn og nytænkning kommer der nu nok alligevel til at blæse andre vinde over Italien.

Den historiske Nozzole ejendom ligger i Greve in Chianti i hjertet af Chianti. Ejendommen blev grundlagt omkring år 1300 og har altid været af regne for en af Toscanas mest berømte vingårde. I dag råder Nozzole over i alt 385 hektarer hvoraf de 70 er dyrket og kultiveret som 1. klasses vinmarker. Nozzoles svar på en super-toscaner er vinen Il Pareto – produceret udelukkende på Cabernet Sauvignon og kun i de bedste høstår. Derudover produceres på Nozzole Chianti Classico-vinen der bærer ejendommens navn samt Riserva-udgaven La Forra. IGT-vinen Le Bruniche er et af Toscanas bedste beviser på, at Chardonnay-druen med den rigtige omhyggelige behandling kan frembringe overordentligt velsmagende vine. Selvfølgelig laver man på Nozzole også den lokale specialitet Vin Santo.

Folonaris vine produceres med firmaets motto imente; Tålmodighed, Beslutsomhed og Pålidelighed. Alle vinene er hver i sær fantastiske repræsentanter for deres individuelle oprindelser.

Sigurd Müller Vinhandel A/S har eneforhandling i Danmark af flere af vinene fra Tenute di Ambrogio e Giovanni Folonari.


Vi har for tiden følgende vine fra Tenuta di Nozzole i sortiment:

Røde:
· Chianti Classico, Nozzole  Hent beskrivelse 
· Il Pareto  Hent beskrivelse 
· La Forra Chianti Classico Riserva  Hent beskrivelse 
 
Hvide:
· Chardonnay ”Le Bruniche”, Toscana IGT  Hent beskrivelse 
 
Dessertvin:
· Vin Santo del Chianti Classico  Hent beskrivelse 
 

 
Senest opdateret: 26. marts 2013
Tenuta Campo al Mare
Tenuta Campo al Mare
Tenuta Campo al Mare er navnet på Folonaris nye ejendom på den toskanske ”guldkyst” Bolgheri. I dette område findes nogle af Italiens mest prominente ejendomme så som Tenuta dell’ Ornellaia, Sassicaia, etc. Intet andet sted i Italien er landbrugsjord så d...
Insidernyt
Få nyheder og tilbud direkte til din mailbox. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.