LEVERANDØR I FOKUS

Hacienda Monasterio
Ribera del Duero, Spanien
Hacienda MonasterioHacienda MonasterioHacienda Monasterio
Leverandørinformation

Vi skal frem til slutningen af 1800 tallet for at finde det, der kan betragtes som Ribera del Dueros mere strukturerede vinmæssige tilblivelse, og først i 1982 erhvervede man Denominacion de Origen, også kaldet DO - en betegnelse anvendt for regioner indenfor en nærmere fastlagt, demarkeret og kontrolleret zone. Jvfr. Frankrigs A.O.C.- betegnelse.

Selvom der lige siden begyndelsen har været eksperimenteret med druetyper som Cabernet, Merlot, og Malbec er det således ingen tilfældighed, at Tinto del Pais også kendt under synonymerne Tinto Fino og Tempranillo er den alt dominerende druetype til fremstilling af Ribera del Dueros røde vine. Tempranillo kommer af det spanske ord Temprano, der betyder tidlig. En tidlig modningsperiode passer godt til de lokale, klimatiske forhold i Ribera del Duero. Tempranillo er samtidig en tykskallet drue, der fremstillet korrekt giver en god ekstraktværdi.

Tempranillo i Ribera del Duero bliver ikke den vanilleagtige krydrede, bløde og rosinsmagende vin som kendes fra Rioja. Temperaturforholdene giver Ribera del Dueros Tempranillo dybere farve, mere kraft og maskulinitet, større styrke og robusthed samt en tættere, mere dyb og magtfuld frugt.

Det klassiske eksempel på distriktets høje status og den vin der mere end nogen anden har haft enorm betydning for Ribera del Duero og givet dette område sit fantastiske ry, er Vega Sicilia.

Det nye eksempel på Ribera del Dueros fortræffeligheder har vi, der ser med danske øjne, god grund til at være særdeles stolte over. Det er nemlig her den danske vinmager Peter Sisseck dyrker og vinificerer sin Dominio de Pingus - et projekt der meget vel kan betragtes som et stykke vin-historie i særklasse.

I denne digitale verden er det helt befriende at støde på en person, der laver en af verdens bedste vine ud fra de gamle læresætninger - en slags dogmevin bygget op omkring det menneskeligt sanselige, hvor det at se, smage, lugte og føle får altafgørende betydning for det færdige resultat.

I lighed med Bordeaux vinguruen Michel Rolands teorier forsøger Peter Sisseck ligeledes at lade vinen lave sig selv og således intervenere så lidt som overhovedet muligt. Der skal ikke justeres med syre ej heller chaptaliseres og vinen skal helst bevæges naturligt, hvorved forstås roligt og uden pumpning. Enhver kan forstå, at der ikke her er tale om industrialiseret vin, men derimod besjælet kunsthåndværk og, som tidligere nævnt, desværre kun for de få.

Hvis man ønsker at smage Peter Sissecks filosofi så kan det imidlertid også lade sig gøre til mere over-kommelige priser (Pingus koster ofte over 5.000 kr. pr. fl.). Han er samtidig ønologisk konsulent på Hacienda Monasterio, og dogmefilosofien er i en vis udstrækning bevaret, og vinen er fremragende.

Hacienda Monasterio er beliggende i dalen ved Duero-floden mellem Pesquera de Duero og Valbuena de Duero, begge byer som har opnået international anerkendelse for deres fortræffelige vine.

Der produceres årligt ca. 14.000 kasser på Monasterio, svarende til ca. 21 hl/ha. Der stilles meget store kvalitetskrav på Hacienda Monasterio, og det er almindelig praksis, at der udvælges kritisk ved den endelige blanding. Udbyttet før selektion ligger normalt på 26 hl/ha. Efter endt gæring forbliver en ikke ubetydelig del af vinen tilbage i presseresterne, hvoraf kun 5% anvendes i den færdige vin. Således er andelen af den vin, der løber fra gæringskarret af sig selv, helt oppe på 95%.

Når udbyttet er så ekstremt lavt, er det, fordi jordbundens vandforsyning og næringsrighed er meget begrænset. Der udplantes derfor med stor afstand mellem vinstokkene. Selvom nye opbindings-systemer er under overvejelse og visse steder i brug, dyrkes Tempranillo overvejende i den traditionelle buskform - et system, der giver lavt udbytte pr. vinstok og dermed også pr. ha.

Druemixet som på spansk kaldes "variedades" består normalt af 80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot, men kan variere afhængig af årgangens beskaffenhed. Der praktiseres en 100% afstilkning og opholdet i gæringskaret (gæring og maceration) varer fra 21 - 27 dage. Vinen lagres i 18 mdr. på små 225 litters franske Allier egetræsfade, hvoraf 33% er nye.

Årgang 1997 fra Hacienda Monasterio er præcis den type vin mange, både erfarne og mindre erfarne vinenthusiaster, vil falde pladask for. Den er charmerende, bred, blød, tæt og umiskendelig Ribera del Duero. Den har stor saftighed og en dyb smag af modne bær. Det animalske præg, antydningerne af læder og tjære er godt gemt i den fortættede frugt, og det får den til at fremstå mere poleret, rig og elegant end forgængerne fra 95 og 96 der virkede mere kantede og kontante.

På Monasterio laves ligeledes kun i de bedste år, og i meget begrænset antal en Reserva Especial. Vinene er monumentale Ribera'er med en næsten oversøisk ekstragtrigdom, egetræsmindelser i næsen af kaffe, vanille, blommer og solbær. Højt indhold af tannin og alkohol gør denne vin til en kæmpemæssig mundfuld, der, når man en gang har smagt den, sent vil glemmes.


Vi har for tiden følgende vine fra Hacienda Monasterio i sortiment:

Røde:
· Hacienda Monasterio  Hent beskrivelse 
· Hacienda Monasterio, Kempis  Hent beskrivelse 
· Hacienda Monasterio, Reserva  Hent beskrivelse 
· Hacienda Monasterio, Reserva Especial  Hent beskrivelse 
 

 
Senest opdateret: 19. december 2014
Hedges Cellars Winery
Hedges Cellars Winery
I Washington State i det nordvestlige hjørne af USA produceres nogle af landets absolut bedste vine. Her i dette lidt afsides hjørne er udviklingen fra traditionelt landbrug til vinoase sket med en sådan fart, at det selv for amerikanere har været svært a...
Insidernyt
Få nyheder og tilbud direkte til din mailbox. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.