LEVERANDØR I FOKUS

Tenuta Campo al Mare
Bolgheri, Toscana, Italien
Tenuta Campo al Mare
Leverandørinformation

Tenuta Campo al Mare er navnet på Folonaris nye ejendom på den toskanske ”guldkyst” Bolgheri. I dette område findes nogle af Italiens mest prominente ejendomme så som Tenuta dell’ Ornellaia, Sassicaia, etc. Intet andet sted i Italien er landbrugsjord så dyr som i Bolgheri. Prisen hænger naturligvis sammen med de muligheder, der ligger i det specielle klima. Her i de bløde bakker ud mod Middelhavets kyst produceres vine i stil med de klassiske Bordeauxvine.

Folonari købte i 1999 40 hektarer i Bolgheri. De er de nu beplantet med Bordeauxdruerne Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Petit Verdot. Vinen produceres efter alle kunstens regler og kan bedst sammenlignes med en klassik Médocvin med stor race, klassisk rygrad og elegant og sødmefuld frugt. Vinene fra Campo al Mare bliver bestemt værd at følge i fremtiden.

Folonarifamilien gik ind i vinindustrien i begyndelsen af det 18. århundrede. Deres vine kom fra landbrugsejendomme og vingårde i Toscana, og fra Puglien i det sydlige Italien. Det egentlige vendepunkt kom i 1913, da familien købte vinfirmaet Ruffino, som i dag har udviklet sig til en af Italiens giganter med en årlig produktion på tæt ved 24 mill. fl., svarende til ca. 1/7 af det totale årlige vinforbrug i Danmark.

Efter sin eksamen i agronomi fra universitetet i Firenze sluttede Ambrogio Folonari sig til familievirksomheden. Da den nye generation senere skulle overtage ledelsen af det patriarkalske familiedynasti, opstod der imidlertid en række interne problemer. Autoritet og hierarki udviklede sig til egentlige konfliktårsager mellem Folonaris 7 brødre og 7 fætre. Bruddet kom i juni 2000. Familien blev splittet og guldet vejet af. Folonari og hans søn Giovanni, hans brødre Italo og Alberto og Albertos søn Guido, forlod firmaet med 50 mill. dollars på lommen. Med i skilsmissen fik de endvidere en række af Toscanas topejendomme, som blandt andet inkluderede Cabreo og Nozzole i Chianti Classico.

Ambrogio Folonari havde åbenbart videregående planer, for knap var blækket fra underskrifterne på dokumenterne om formuefordelingen tørt, før Ambrogio frikøbte sine to brødre og nevø. Sammen med sin søn, som er vinuddannet fra Davies universitetet i Californien, etablerede Ambrogio Folonari det nye firma under navnet Tenute di Ambrogio e Giovanni Folonari.

Som supplement til ovennævnte vingårde købte de yderligere Tenute de Novacuzzo i Friuli, Tenuta Vigne a Porrona i Montecucco (Grosetto) og Campo el Mare på Italiens "guldkyst" Bolgheri. I begyndelsen af 2002 erhvervede de Montalcino ejendommen La Fuga og bragte dermed det totale antal hektar under vinstokke op på 360 hektar.

Ny investering, udvikling og ekspansion er Folonaris recept eller opskrift på vejen til økonomisk succes. Moderne vindyrkningsteknikker, herunder beskæring, opbinding, klaseudtyndning, bedre udvælgelse, klonudvikling og selektering er emner, som indgår i Folonaris bestræbelser på at optimere kvaliteten, og som efter hans vurdering burde efterstræbes af langt flere vinproducenter. Italiens styrke ligger i landets oprindelige druesorter. Han er overbevist om, at en bedre klonudvælgelse af unikke druesorter med tydeligt særpræg som Sangiovese, Nebbiolo, Nero d'Avola, Montepulciano, Primitivo og Negramaro vil medføre en markant forbedret kvalitet og samtidig være i stand til at tage kampen op med vinene fra den nye verden.

Folonari ønsker at gøre appellationssystemerne DOC og DOCG mere fleksible, således at der tages betydeligt mere hensyn til de såkaldte premiumvine eller supertoscanere, som nu er kategoriseret under IGT (en overbygning af Vino da Tavola). I samarbejde med Frescobaldi og Antinori foreslog han for nylig en ny generisk toscansk DOC, men vindyrkernes organisationer i Chianti Classico, Brunello di Montalcino og Montepulciano afviste forslaget som alt for vidtgående.

Med tre så stærke personligheder i spidsen for fremsyn og nytænkning kommer der nu nok alligevel til at blæse andre vinde over Italien.

 

Vi har for tiden følgende vine fra Tenuta Campo al Mare i sortiment:

Røde:
· Campo al Mare Bolgheri Rosso  Hent beskrivelse 
 

 
Senest opdateret: 10. april 2013
Qupé Wine Cellars
Qupé Wine Cellars
Rhône Pioneer i Californien Qupé Wine Cellars er første Rhônewinery i Californien. I 1982 vagte Qupé med Robert Niel Lindquist (Bob) som winemaker at fokusere på Syrahdruen, som dengang udelukkende var kendt fra de nordlige Rhônedistrikte i Frankr...
Insidernyt
Få nyheder og tilbud direkte til din mailbox. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.