LEVERANDØR I FOKUS

Domaine de Bila-Haut
Côtes du Roussillon, Frankrig
Domaine de Bila-Haut
Leverandørinformation

Navnet Roussillon er bedst (hvis overhovedet) kendt som efterslæbet til naboen Languedoc i Languedoc-Roussillon. Der er ikke desto mindre god grund til i fremtiden at tage det lille sydfranske Roussillonområde endog meget seriøst og se på vinene herfra som de selvstændige og super spændende vine, de vitterligt er. Roussillon ligger for foden af Pyrenæerne i et klima og på en jordbund, der minder en hel del om den spanske nabo på den anden side af bjergene, katalanske Priorat. Men mens den spanske ”fætter” for længst er blevet verdensstjerne, har succesen ladet vente på sig i Roussillon. Lykken ser dog nu ud til at vende, og det skyldes ikke mindst indtoget fra alverdens prominente vinproducenter. En af de mest beundrede, Michel Chapoutier, der om nogen har bragt Rhônedalen frem i rampelyset, har også fået øjnene op for de vidunderlige muligheder, der ligger i de gamle vinstokke på de dramatiske klipper i det bjergrige Roussillon. Chapoutier er terroirideolog om en hals og derfor er hans, blotte tilstedeværelse måske den største cadeau området kan gives.

Domaine Bila-Haut er navnet på Michel Chapoutiers vinprojekt. Siden år 2000 har han været i gang med at implementere samme strenge biodynamiske regelsæt til sine marker i Roussillon, som anvendes i Rhônedalen. Markerne, eller rettere bjergsiderne er beplantet med over 100 år gamle Grenache- og Carignanvinstokke. Herudover er man allerede i gang med at plante Syrah for at udvide paletten. Den klipperige jordbund er dækket af adskillige lag skifterarter og kalkflager, der giver den mørke næringsfattige stenfulde jord perfekte dræningsforhold. Vandet trænger nemt igennem til et lavere niveau på 15-20 meter, hvor vandet samles for senere at blive hentet op af de stærkeste vinstokke. Skiferstene er ligeledes perfekte solfangere og holder på varmen til de kølige nætter, hvilket giver særdeles gunstige modningsforhold. De ugæstfrie jordlodder er derfor kun leveringsdygtige i et udbytte på ca. 20 hl pr. hektar.


Vi har for tiden følgende vine fra Domaine de Bila-Haut i sortiment:

Røde:
· Bila-Haut  Hent beskrivelse 
· Bila-Haut, Occultum Lapidem  Hent beskrivelse 
 
Dessertvin:
· Banyuls  Hent beskrivelse 
 

 
Senest opdateret: 8. august 2016
Miraval
Miraval
Distriktet Provence dækker et samlet areal på ca. 3.500 hektarer og strækker sig fra Durance floden i nord til Middelhavet i syd. Mod vest afgrænses området af Rhônedalen og mod øst af Sainte Victoire bjerget. Der er flere anerkendte appellationer i områd...
Insidernyt
Få nyheder og tilbud direkte til din mailbox. Tilmeld dig nyhedsbrevet her.